Forfattere likvideres eller fængsles uden retssag

December 22, 2011 § Leave a comment

Engang blev kritiske forfattere og journalister i nogle dele af verden idømt lange fængselsstraffe eller dødsstraf, når de sagde magthaverne imod. Men sådanne straffe tiltrækker international opmærksomhed. Derfor oplever organisationen PEN i stigende grad, at forfattere chikaneres eller forsvinder

Synlighed. Seedy Bojang er en gambisk chefredaktør, der er flygtet til Danmark med hjælp fra blandt andre PEN. Han efterlyser, at ressourcestærke landet gør mere for at synliggøre problemer med censur og forfølgelser verden over. Foto: Jakob Dall
Af: RASMUS ELMELUND

1. december 2011 | Om denne artikel

Opslag til denne artikel

Torsdag den 23. marts startede som en ganske almindelig arbejdsdag for Asli Tunç, professor ved Bilgi-universitetet i Istanbul. I den heftige morgentrafik var hendes hoved fyldt med bekymringer om undervisning, møder, frokost og alskens trivialiteter, så hun fandt sin telefon frem og loggede uvilkårligt på Twitter. På touchskærmen blev hun mødt af en overvældende nyhed:

»Breaking News: Ahmet Şiks lejlighed ransaget af politiet.« Fuld af følelser skyndte hun sig mod universitetet. Şik var hendes nære ven og kollega, og han var i gang med at færdiggøre en bog om, hvordan imamen Fethulla Güllens islamiske Broderskab infiltrerede de tyrkiske sikkerhedsstyrker.

Da hun kom op til universitetet, var bygningens hall stopfyldt med betjente. Şiks kontor lå ved siden af hendes, og politiet stod og gennemrode det.

»Heksejagten fandt sted lige ved siden af mit kontor. De havde arresteret Ahmet helt uden nogen form for beviser,« fortæller hun.

Hun forklarer, at hans bog, Imamens hær, berørte et »ekstremt risikabelt« emne (i hvert fald for en undersøgende journalist i Tyrkiet), men hun understreger samtidig, at han anses som en hæderlig, dygtig og ambitiøs journalist, der aldrig handler odiøst. Udover at han altså bekæmper uretfærdighed, korruption og menneskerettighedskrænkelser.

Ny tendens

Nye tal fra PEN’s internationale Writers in Prison Comitee viser, at der i løbet af det seneste år er blevet dræbt 33 journalister og forfattere på verdensplan. Og drabene har en klar sammenhæng med den pågældenes skrivearbejde, understreger PEN. I 2008 lød tallet på fire likvideringer, i 2009 var det 13 og i 2010 blev 11 skribenter myrdet. Der er altså tale om en markant stigning i antallet af drab – især i år. Endnu flere forfattere og journalister holdes fængslet, chikaneres eller udsættes for dødstrusler. Ifølge PEN drejer det sig om cirka 647 det sidste halve år. Den tyrkiske forfatter Ahmet Şik er en del af den dystre statistik, og det er langt fra ualmindeligt, at systemkritiske tunger bliver arresteret uden fair rettergang i Tyrkiet. Men selv om professoren Asli Tunç har oplevet en tilfangetagelse på nærmeste hånd, frygter hun ikke selv at udtale sig kritisk.

»Nej, det her er simpelthen for vigtigt til, at man kan være bange. Jeg er jo professor i blandt andet mediekritik, så hvis ikke jeg turde sige noget – hvem skulle så,« spørger hun.

»Jeg er desuden langtfra den eneste kritiker her, men det er mit ansvar at styrke andres bevidsthed om de her ting. Og da jeg kan tale engelsk, er jeg nødt til at brede kendskabet til problemet,« siger hun.

PEN’s data er baseret på omfattende research fra organisationens lokale centre, der er fordelt i det meste af verden. Mille Rode, daglig leder af PEN i Danmark, forklarer, at det stigende drabstal ikke er til at komme udenom, men hun beretter også om en anden ny tendens:

»Helt overordnet oplever vi desværre flere og flere sager. Men det er også vigtigt at hæfte sig ved, at vi i stadig stigende grad oplever, at folk bare forsvinder eller likvideres uden retssag. Samtidig oplever vi færre af den type retssager, der fører til lange fængselsdomme eller dødsstraf. Nogle af de personer, vi følger, oplever, at chikanen imod dem bliver grovere og grovere over årene – men at de aldrig bliver officielt anklaget og kommer i for en domstol,« siger hun. Hun forklarer tendensen med, at det er gået op for de pågældende regimer, at verdenssamfundets øjne i særlig grad er opmærksomme på lange fængselsdomme og erklærede henrettelser. Til gengæld opdager de ikke løbende chikaner, blokering af internetadgang og trusler, der vedrører familie og venner. »Det er en anden – og mindst lige så effektiv – måde at få folk til at tie stille på. Men det har ikke den der ’verdensopmærksomhedskraft’ i sig,« siger hun. Og det er den tyrkiske forfatter Ahmet Şik et godt eksempel på, mener Mille Rode.

Én blandt mange

I Gambia, en vestafrikansk republik på størrelse med Sjælland, er det almindeligt at kritiske medier saboteres, lukkes og brændes ned. Journalister forfølges, chikaneres og i yderste tilfælde skudt.

Seedy Bojang er en gambisk journalist og chefredaktør, der er flygtet til Danmark med hjælp fra blandt andre PEN. Han ved ikke, hvor længe han kan få lov til at blive i landet. Alt, hvad han ved, er, at han skal tilbage til Gambia på et tidspunkt. Bojang har været journalist på den gambiske avis The Independent siden 2000 og redaktør siden 2002. Avisens lokaler blev sprængt i luften i 2003 og 2004. I 2005 blev chefredaktøren på en af landets andre aviser slået ihjel, og det fik The Independents chefredaktør til at flygte. Så overtog Seedy Bojang topposten. Og selv om han modtog uhyggelige opkald med dødstrusler, var han ligesom den tyrkiske professor ikke bange for at udtale sig kritisk.

»Jeg har ingen frygt i mig. Jeg kunne jo dø hvert sekund. Også her i Danmark, hvor jeg for eksempel kunne blive kørt over af et tog. Så jeg lader være med at tænke på det. Jeg har et socialt ansvar, og det er vigtigere end min egen frygt,« siger han.

Men alligevel ønsker han ikke, at interviewet med Information skal optages på diktafon.

»Hvis man siger eller udtaler noget, som man ikke kan bevise, så skyr det gambiske regime ingen midler for at slå en ihjel eller udskrive en meget stor bøde,« forklarer han.

Selv om Bojang tør udtale sig om de gambiske forhold til pressen, er hans forbehold over for Information, ifølge Mille Rode, et udtryk for magten hos det undertrykkende regime, han kommer fra. Og som han efter al sandsynlighed vil blive sendt retur til snarest.

»Regimerne bruger frygten til at generere selvcensur. Folk bliver utrygge ved at udtale sig, så i stedet for at råbe op, er de mere tilbøjelige til at lukke munden,« siger hun.

Seedy Bojangs fremtid er endnu uvis, men når han engang skal tilbage til Gambia, ved han, at han igen bliver en del af statistikken.

»Jeg er bare én blandt mange. Og jeg forstår stadig ikke, hvorfor et land som Danmark ikke gør mere for at synliggøre problemet, så ressourcestærke lande kan lægge pres på de undertrykkende regimer,« siger han.

Ingen effekt på politikken

I Istanbul er Ahmet Şik stadig i fængsel. Det er 300 dage siden, han blev arresteret, men ifølge hans kollega Asli Tunç er der meget, der tyder på, at han hverken står til løsladelse eller en fair retssag.

»Gennem sociale medier som Facebook og Twitter forsøger folk at øge presset på regeringen, men jeg tror ikke, der bliver nogen konsekvens. Vi venter, men jeg er ikke særlig optimistisk,« siger hun.

»Protesterne synliggør problemet, og de er med til at mobilisere et pres fra internationale organisationer, men indtil nu har det ikke haft megen effekt på den lokalt førte politik,« siger hun og fortsætter:

»Şiks sag er endnu en indikator for, at manglende presse- og ytringsfrihed er den største udfordring for et land som Tyrkiet. Vi forbedrer os på mange områder, og vores økonomi er okay. Men når regeringen har pressen i sin hule hånd, er det svært at være intellektuel – og bare den mindste smule kritisk – i Tyrkiet,« siger hun.

I PEN er man opmærksom på konflikten. Mille Rode bemærker, at organisationen blandt andet har haft held med at forhandle med myndighederne i Afghanistan.

»Men det kræver folk, som er på stedet, som taler sproget, og som er respekteret i det lokale miljø. Vi prøver skam også i Tyrkiet og Mellemøsten, men vi er opmærksomme på, at det udgør en fare for de folk, vi arbejder med,« siger hun.

»Man skal jo ikke kæmpe for at gøre én fri, hvis det kræver, at tre andre bliver buret inde.«

rase@information.dk

Tagged: , , ,

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

What’s this?

You are currently reading Forfattere likvideres eller fængsles uden retssag at Turkey press freedom.

meta

%d bloggers like this: